December er her, og det samme er traditionen med at åbne en låge i sin julekalender – uanset om der er slik, chokolade, billeder eller et nyt afsnit af Tinkas Juleeventyr indeni.
Og for andet år i træk får kommunens yngste børn deres helt egen julekalender.
Alle hverdage i december kan kommunale vuggestuer, dagplejere og deres forældre nemlig åbne en ny “låge" i en julefortælling, der er skrevet særligt til de helt små børn.
Hvert afsnit har en tegning, som børnene kan kigge på, mens historien bliver læst op.
Historien er i år også ledsaget af et rim, en yoga-leg og et nyt vers til Thisted Kommunes bevægelsessang.
Det fortæller Heidi Fly, der er idékvinden bag julekalenderen og udviklingskonsulent i Undervisning og Dagtilbud i Thisted Kommune.
- Vi vil rigtig gerne skabe en hyggelig ramme her i december, der både giver plads til fordybelse, leg og læring. Vi håber, det kan give lidt ekstra julehygge for både børn og voksne, siger hun.
Kan også bruges derhjemme
Julekalenderen er et supplement til de læringsplaner, som forældre til børn i dagtilbud er vant til at møde i hverdagen.
Dagplejerne får julekalenderen leveret som et fysisk eksemplar. Vuggestuer og forældre kan tilgå materialet digitalt, hvorfra de kan vælge at printe det eller bruge den digitale version.
Formålet med også at gøre julekalenderen tilgængelig for forældrene er, at det kan være med til at skabe en sammenhæng for barnet mellem dagtilbuddet og hjemmet.
- Forældrene er meget velkomne til at følge med og aktivt bruge julekalenderen derhjemme. Det kan for eksempel være ved at snakke med børnene om dagens låge, selv læse historien højt eller lege dagens yoga-leg, siger Heidi Fly.
Du kan finde julekalenderen her:
Link til julekalender