Inde i skoven møder Thy og Rudolf en kæmpe trold, der sidder og slapper af i en lysning.
”Hvad bringer sådan et par småkravl til min skov?” spørger trolden.
”Jeg er hjælpenissen Thy. Jeg leder efter én, der ved alt, hvad der er at vide i verden.”
”Alt hvad der er at vide…” Trolden gnider sin hage. ” Hvad kan man vide noget om? ” Han taler meget langsomt. ”Jeg kender til træerne, bladene, svampene, fuglene, rådyrene, musene og egernet. Men det er måske ikke alt.”
”Nej,” siger Thy. ”Det er det vist ikke.”
”Hmmm… jeg kender også til søen og fiskene i den, insekterne og blomsterne. Men det er nok heller ikke alt, der er at vide.”
”Nej,” siger Thy. ”Det er nok ikke det hele.”
”Hmmm… jeg kender til bilerne og gæsterne i min skov, børnene og hundene;” Trolden rejser sig og begynder at gå, mens han taler med sig selv,” ..skovhuset og jægerne, men der er nok mere til…”
Rudolf kigger beundrende efter den store trold, der nu tramper igennem skoven med en stor træstamme i den ene hånd og en kæmpe sten i den anden. Måske er træstammer ikke så tunge, som de ser ud, tænker Rudolf. Men det er de, og Rudolf kan slet ikke løfte nogen af dem. Til sidst løfter han en meget lille gren og ser stolt på Thy.
”Ja, du er bomstærk,” siger Thy og hopper op på ryggen af Rudolf.” – og nu skal vi videre.”