Rudolf og Thy kommer travende hen ad vejen. Pludseligt stopper Rudolf op. ”Se - der er også en stor sten.”
”Hov, hov, stop en halv.” En lille nisse i grønt tøj kravler ud fra et hul i jorden. ”Hvad laver I her?”
”Jeg er hjælpenissen Thy. Jeg leder efter én, der ved alt, hvad der er at vide i verden.”
”Jeg ved alt om, hvad der foregår under jorden, men ellers nul og niks. Nul og niks. Jeg ved kun, at I befinder jer lige her på min vandhøj, og her har I slet ikke noget at gøre. Nul og niks.”
”Vandhøj?” Thy ser sig omkring. ” Jeg kan ikke se noget vand her, så er det ikke et fjollet navn?”
”Fjollet? Sagde du fjollet?” Den lille nisse i grønt tøj fnyser. ”Nul og niks. Hvis der er nogen, der er fjollet her, er det ham der!” Han peger på Rudolf, der står på bagbenene og prøver på at ligne den høje sten.
”Ja, det har du ret i,” siger Thy. Men nissen hører ikke efter. Den er på vej ned i hullet igen.
”Kom Rudolf”, kalder Thy. ”Vi må videre.”