På en mark ser Rudolf og Thy både ponyer, får, lamaer, kænguruer og æsler.
Nogle af dem skraber i sneen efter vissent græs, andre står og spiser hø, som er lagt ud til dem.
”Lad os stoppe her;” siger Thy, da han får øje på en mand, der står og ser på dyrene. Han har en næsebjørn på armen, og der sidder forskellige fugle rundt om ham.
”Hej. Jeg er dyrehandler, og det er vel nok et flot rensdyr, du har. Er han til salg?”
Thy ryster voldsomt på hovedet. ”Nej, er du gal. Det er julemandens rensdyr. Jeg er hjælpenissen Thy. Jeg leder efter én, der ved alt, hvad der er at vide i verden. Kunne det være dig?”
”Ja, jeg ved alt om dyr,” siger manden og klør næsebjørnen bag øret.
”Ved du også noget om andre ting?” spørger Thy.
”Nej,” svarer manden, ”andet er ikke værd at vide.”
En ræv kommer op af jorden.
”Hov, - hvor har du været henne? ” spørger dyrehandleren.
Ræven strækker sig og blinker til Rudolf. ”Se bare - han ved ikke ALT om dyr.”